Hvad kan tåle blæst, salt og vand, og hvad kan spises? Det er den slags robuste og velsmagende planter, som Anemette Olesen skal hjælpe os med at finde til Tidevandshaven, der er et af de i alt otte steder langs Den blå promenade, hvor du kan få oplevelser, når hele projektet står klar i 2021.

Anemette har mange års erfaring med spiselige, vilde planter, og hun har før været med til at udvikle en have til salttålende planter, så vi er spændte på, hvad hun har af forslag til Tidevandshavens beplantning.

Haven kommer til at ligge ved ankomsten til havnen, og den skal bestå af bede med spiselige planter, som kan gro på og ved strande. Der skal også være et grillområde, så havnens gæster kan tilberede deres mad over grillen og så gå hen til bedet og finde ingredienser til at pifte måltidet op med.

Vi glæder os til at fortælle mere om haven og de andre steder langs promenaden, så følg med her og på Instagram.