> Moesgaard Museum

Start dagen på det nybyggede Moesgaard Museum, MOMU, syd for Aarhus. Museet byder på arkæologiske og etnografiske udstillinger, der gør jer klogere på såvel fortiden som nutiden. Museet er i sig selv en arkitektonisk perle, der byder på nytænkende formidling og sikrer jer en oplevelse i verdensklasse.

Museet kan nås på cykel gennem den smukke Marselisborg Skov. Alternativt kører bus 18 fra Aarhus midtby (Park Allé) til Moesgaard Museum fire gange i timen.

Læs mere om Moesgaard Museum

> Frokost på Skovmøllen

Frokosten kan I indtage på den lille hyggelige Restaurant Skovmøllen, der ligger i gå- eller cykel-afstand fra Moesgaard Museum. Skovmøllen byder bl.a. på klassisk dansk smørrebrød samt kaffe og kage.

Læs mere om Restaurant Skovmøllen

> Dyrehaven

Efter frokost kan I tage en spadseretur i Dyrehaven i Thors Skov, der er en del af det store Marselisborg-Moesgård skovkompleks. Dyrehaven rummer en flot bestand af sika- og dådyrvildt, som I kan komme helt tæt på. Vildsvin finder Ii en indhegning for sig.

Der er borde og bænke flere steder i Dyrehaven, så medbring termoflasken og nyd en kop eftermiddagskaffe i det fri.

Er I på cykel ligger Dyrehaven på vejen tilbage mod Marselisborg Havn. Er I med bus, kan I springe på bus 31, der kører lige forbi indgangen.

Læs mere om Dyrehaven

> Mindeparken, Monumentet og Marselisborg Slot

Sidste stop på turen er Mindeparken på hjørnet af Oddervej og Strandvejen. Fra toppen af  Mindeparken er der udsigt over Aarhus Bugten og på en god dag helt til Skødshoved og Mols. Der er masser af plads til afslapning, boldspil, stafet eller hvad I ellers kunne have lyst til i den ca. 15 ha store park.

Midt i Mindeparken ligger Monumentet til minde for faldne danskere i 1. verdenskrig. Monumentet er en stor cirkulær mur, som er bygget ind i terrænet. Indersiden er beklædt med kalksten, og indhugget i væggen er over 4.140 navne på faldne danskere samt relieffer fra krigen.

Øverst i Mindeparken ligger Marselisborg Slot, der i dag fungerer som regentparrets sommerresidens. I de perioder, hvor Dronningen opholder sig på slottet, er der vagtskifte med Den Kongelige Livgarde kl. 12.00. Slottet er ikke åbent for offentligheden

Er I på cykel ligger Mindeparken på vejen tilbage mod Marselisborg Havn. Er I med bus, kan I springe på bus 31, der kører fra Dyrehaven og ind mod byen.

Læs mere om Mindeparken