Langs med bro 9 i havnens østlige ende finder du randhusene, som består af en række sorte træhuse. Husene bruges til forskellige maritime aktiviteter.
Eske Touborg
Kunstner Eske Touborg holder til i Atelieret, som du finder mellem bro A/B og C. Herfra skaber han malerier samt styrer streetartprojekter og bogudgivelser.
Eske har udført en hel del gavlmalerier i Danmark og er også begyndt at arbejde på indtil flere værker i udlandet.
SEEK Festival er Marselisborg Havns festival, som de kreative kræfter, Eske Touborg og Angelo Bannister, står bag.
Festivalen blev afholdt første gang i juni 2022 på Strandengen. Her kan man opleve musik, streetart og spændende debatter om bl.a. kunstens rolle i byrummet.
Støt SEEK Har du lyst til at støtte festivalen som sponsor eller bidrage på andre måder, så kontakt Angelo på mail: angelobannister@gmail.com eller tlf.: 27219217
Kunstforeningen Marselisborg ønsker at skabe kunstoplevelser på og omkring Marselisborg Havn.
Foreningen har ikke udstillingsmuligheder, men giver kunsten en plads ved bl.a. at søge fonde til projekter og værker, som alle havnens brugere og gæster får glæde af.
Eksempelvis står foreningen bag opstillingen skulpturen La Sirène, som er skabt af Corneille. Du finder den ved indkørslen til havnen.
Marselisborg Havn har flere kunstværker stående ved og på selve havneområdet. Du får et overblik her:
Corneille: "La Sirène", bronze, 2003. Placering: Lige når du svinger ind på havnen.
Bogdan Scutaru, Christoffer Bukh og Frida Stiil Vium: Streetart med inspiration fra den maritime verden. Spraymaling på vandfaste krydsfinerplader. 2019. Placering: I svinget på vej ind på havnen.
Karen Land Hansen: "Ekko Monument", metal. 2018. Placering: Ved Strandvejen inden du svinger ned ad Marselisborg Havnevej.
Andrew Burton: "Jug", glaserede mursten, stål, cement. 2008. Placering: Ved bro 5.
Forskellige kunstnere: Midlertidige streetartværker. Spraymaling på træplader. 2022. Placering: På Strandengen. Værkerne blev skabt ifm. SEEK Festival, og de er midlertidige.
Portræt af Dronning Elizabeth II i anledning af hendes død. Du finder det langs med bro 1..